Royal Air Force - Mindehøjtidlighed Christianskirkens Kirkegård
Formanden for Forsvarsbrødrene for Fredericia og Omegn holder en mindetale og lægger Forsvarsbrødrenes buket. Alle er velkomne.
Søndag den 9. februar 2025 kl. 1400 80 års RAF – mindehøjtidelighed i Christianskirken samt kranselægning på kirkegården.
Den 10. februar 2025 er det 80 år siden, at den 7 mand store besætning på Stirling LK-279 mistede livet i kampen for freden og friheden under 2. Verdenskrig, da deres fly styrtede ned i Lillebælt syd for Fænø den 10. februar 1945.Vi mindes hvert år den 10. februar de unge mænd i taknemmelighed for deres indsats for Danmarks fred og frihed.
Forsvarsbrødrene for Fredericia om Omegn markerer 80 året for den omkomne besætning ved en særlig tilrettelagt mindehøjtidelighed i Christianskirken – søndag den 9. februar 2025 kl. 1400. Efter mindehøjtideligheden i kirken går vi samlet til gravstedet og ved Mindesmærket på Christianskirkens Kirkegård taler formanden og der lægges kranse og blomster.
Mindehøjtideligheden afsluttes med en sammenkomst i Christianshus, hvor menighedsrådet er vært ved en kop kaffe m.m.
I mindehøjtideligheden, der afholdes af Flyver provst Kåre Egholm Pedersen, Viborg Domkirke, deltager repræsentanter fra Flyvevåbnet, Den Australske Ambassade og Den Engelske Ambassade og Fredericia kommune.
Alle er velkomne.
Bemærk datoen: Af praktiske hensyn afholdes Mindehøjtideligheden – søndag den 9. februar 2025.
På bestyrelsens vegne
Formanden
Historien kort:
Natten mellem fredag den 9. og lørdag den 10. februar 1945 gjorde eskadrille 138 et forsøg på at gennemføre en våbenflyvning med 7 fly, som alle skulle levere materiel til fynske modtagerpladser. Imidlertid satte det ved 22-tiden fredag aften ind med dårligt vejr i form at sne og slud, og seks ud af de syv fly måtte returnere til basen Tempsford med uforrettet sag. Det 7. fly var Sterling LK 279 med en syv mands besætning, hvor piloten på grund af dårlig sigtbarhed mistede orienteringen. Et modtagehold ventede forgæves ved Fønsskovodde på sydsiden af Gamborg Fjord, men folkene hørte imidlertid et ”dump”. Det har utvivlsomt været LK279, som styrtede i Lillebælt.
Mindehøjtideligheden
Royal Air Force begravelser
Mange allierede flyvere satte livet på spil under Anden Verdenskrig for at forsvare friheden mod nazismen i Tyskland. Over Fredericiaområdet omkom flere af disse unge mennesker.
På Christianskirkens Kirkegårds sydøstlige ende står et mindesmærke i et lille grønt anlæg. Mindesmærket er rejst over engelske og canadiske flyvere.
Anlægget blev afsløret den 28. oktober 1949. Det er udformet af arkitekt Bodil Billund. Stenhugger Thorvald Christian Rasch har udført arbejdet, og pastor Holger Petersen var forfatter til verset på mindesmærket.
Menighedsrådene ved Trinitatis og Sct. Michaelis kirker gik sammen om at betale og etablere mindestedet. Også private bidrog gennem en indsamling i 1945 til stenen.
Stenen er rødlig sandsten og prydet med et fly i bronze. Foran stenen er lagt en stor lysere sten udformet med et udhugget dannebrogsflag. Ved indgangen til anlægget er placeret to granitsøjler med en kæde imellem.
Senere er der sat tre headstones med de omkomnes data af organisationen Commonwealth War Commission, som har til opgave at sikre, at de 1.700.000, som døde i de to verdenskrige, ikke bliver glemt.
Den første begravelse her var John Ayers. Hans allierede fly var på vej på forsyningstur til en dansk modstandgruppe. Besætningen måtte nødlande i Plauglund mose ved Vandel den 27. april. Alle omkom i styrtet på nær John Ayers, der døde af sin kvæstelser på Fredericia sygehus den 30. april 1945, 22 år gammel og som den første blev først begravet af tyskerne.
Hans fik den 31. maj 1945 en ærefuld begravelsehøjtidelighed i Nordre Kapel med æresvagt, hvor kisten var dækket af det engelske flag og æressalut.
Den anden flyver startede fra en engelsk flybase sammen med syv andre allierede fly med forskellige mål den 9. februar 1945 om aftenen med kurs mod Danmark. Flyet styrtede natten til den 10. februar i Lillebælt, og hele besætningen omkom. Engelske William John Cartew blev fundet i vandet den 9. juni 1945. Han blev begravet på Middelfart Nye Kirkegård den 11. juni 1945.
Australske Richard York French på 21 år, fra samme styrt, blev fundet af en fisker den 2. januar 1946, og begravet på Nordre Kirkegård den 5. januar 1946. Han fik en ærefuld begravelse med deltagelse af en lang række embedsmænd fra Danmark, Australien og repræsentanter fra Royal Air Force. Over kisten lå det engelske flag, og danske soldater stod æresvagt. Der var takketaler fra Danmark for det offer piloten havde bragt og fra Royal Air Force for den smukke højtidelighed.
Til højre i anlægget ses mindestenen over en uidentificeret flyver fra samme styrt. Hans ligdele blev fundet i vragrester i efteråret 1951. Dødsåret på stenene er graveret til February 1943. Det korrekte årstal er 1945.
Kilde:"Mindesteder Fredericia og omegn", 2018. s.154 af Rosa Engelbrecht.