Sejrens Pris

Sejrens Pris - af Erik Schwensen

Det sejrrige udfald fra Fredericia - for 174 år siden - står stadig i dag for os som et markant symbol. En manifestation af ønsket om, viljen til og evnen til at skabe en fred i frihed ud fra de fælles værdier, som vi stadig sætter så højt i Danmark: Vores ytringsfrihed, religionsfriheden, ligeværdighed, vores demokratiske styreform og konstitutionelle monarki og meget mere. Alt med udgangspunkt i Grundloven, der blev indført den 05. juni 1849, mens granaterne faldt over Fredericia, og blot en måned før udfaldet den 06. juli 1849.

Jeg er overbevist om, at Sejren blev skabt ud fra et fælles ØNSKE og en fælles TRO på sejr, en fælles VILJE og EVNEN til beslutsomhed og handlekraft, både hos det enkelte menneske, hos borgerne og soldaterne i et fællesskab, der rakte langt ud over den enkelte.

Men Sejren havde sin pris. De, der satte livet på spil – og mistede det. De sårede, der blev for altid forandret på krop og sjæl. De pårørende, borgerne i byen, der måtte flygte over Lillebælt og komme tilbage til sønderskudte hjem. Og hvad med fjenden? Gælder det ikke også for ham eller hende?

Og Sejren forpligter! ”Pro Pace Armatus”- ”Væbnet for Fred”, som det står skrevet på Latin i Fredericias Byvåben. For mig giver krigssejren kun mening, når vi er i stand til at forsvare den vundne fred og frihed. Og vi derfra er i stand til at udvikle vores samhørighed, og skabe det liv, som vi ønsker at leve i fællesskabet. Også med vores tidligere fjender.

Som sejrherre er vi forpligtet til at tilgive, og vi er forpligtet til at vise tillid. Som sejrherre er vi forpligtet til at tage ansvar og tage de skridt, der er nødvendige for at komme videre, og skabe det liv og det samfund vi ønsker os. Og vi er også forpligtet til at mindes, for at huske, hvad der kræves af os, som en del af noget større – og for at bevare og udvikle fællesskabet.

Derfor mindes vi hvert eneste år udfaldet fra Fredericia 06. juli 1849.

juli-traditionernes udvikling siden 1849

Det traditionelle forløb af højtideligholdelsen af 6. juli har udviklet sig meget siden 1849. Her kommer nogle af de vigtigste nedslag:

Det hele begyndte allerede d. 8. juli 1849 (to dage efter udfaldet) med Sørgemarchen fra Sct. Michaelis Kirke til Krigergraven ved Trinitatis Kirke. De 23 faldne officerer blev sammen med General Rye i kister ført fra Sct. Michaelis Kirke til Krigergraven, hvor de blev begravet.

I 1850 begyndte befolkningen i Fredericia d. 5. juli om aftenen at pynte Krigergraven med røde og hvide blomster og kranse.
1852 blev året, hvor man første gang blev vækket kl. 06.30 om morgenen af kanonsalut fra voldene.
I 6. juli 1853 var en særlig festlig dag. Denne dag kunne byen afsløre et relief ved Krigergraven udført af H. W. Bissen.
1857 var også lidt ud over det sædvanlige. Dette år var der, ved ingeniørdirektionens foranstaltning, blevet navnene på de faldne indhugget på granitkvadrene rundt om Krigergraven.
1858 blev også en særdeles speciel og festlig dag. Allerede i 1849 var der ideer fremme om at lave et mindesmærke for slaget ved Fredericia – Landsoldaten. Men først i 1858 blev den rejst. Som sædvanlig udgik processionen sørgemarch fra pladsen ved Meldahls Rådhus til Krigergraven. Efter talen ved Krigergraven gik man i sejrsmarch af Danmarksgade op mod Danmarks Port til Prinsens Plads, hvor Landsoldaten blev afsløret. Verdens første monument over den ukendte soldat. Pladsen har siden fået navnet Landsoldatpladsen.
I 1859 opsatte man på Rådhuspladsen en buste af general Bülow, generalen bag strategien, planlægningen og gennemførelsen af udfaldet fra Fredericia fæstning, og man udvidede derfor sejrsmarchen til gå videre fra Landsoldatpladsen til Bülows Plads. I 1859 etablerede man Ryes Høj nøjagtig på det sted på fælleden, hvor general Rye var faldet.
I 1861 blev der opsat morterer rundt om Landsoldaten, som senest er renoveret i 2020 gennem Landskomiteen til Renovering af Fredericia Vold.
Flere krigsmonumenter er kommet til i løbet af de efterfølgende pr: 1866 monument over 1864 v. Sct. Michaelis Kirkegård, i 1874 gravstedet for Peder Andersen på Fælleden, i 1899 mindesmærket v. Kongens Bastion for oberst Lunding, i 1906 bautastenen ved Hejse Kro.
1936 var det første år man udstillede ”vagter” i gamle uniformer foran Kæmpegraven og Landsoldaten. Dette for at markere det historiske islæt.
I 2018: Mindegudstjenesten i Sct. Michaelis Kirke før processionen den 06. juli genindføres.

Den historiske lære af udfaldet fra Fredericia

Ligesom mange andre krige siden og lige nu den forfærdelige krig mellem Rusland og Ukraine, så viser treårskrigen og udfaldet fra Fredericia også og stadig betydningen af, at Danmark altid skal besidde evnen og viljen til at kunne bevare freden, friheden og det demokrati og velfærdssamfund, som vi holder af og ønsker at videreudvikle til gavn for alle borgere i Danmark.

Periodevis har vi mistet denne evne og vilje, senest efter Berlinmurens fald, hvor mange troede, at vi ikke mere behøvede, at ”væbne os for freden og friheden”. Lige nu tyder alt gudskelov på, at en bred kreds af vores politikere igen forstår betydningen af evnen og viljen til, at være ”væbnet for fred”. Som borgere i det danske samfund har vi alle et medansvar for, at holde vores politikere op på de mange positive ord og udtrykte ønsker om, at udvikle Dansk Forsvar til at kunne matche nutidens og fremtidens evne til at være ”Væbnet for Fred”. En evne, der ikke kunne drejer sig om forsvaret af Danmark. Det drejer sig også om, at forblive en troværdig parter i mange forskellige fællesskaber, som vi i dag og i fremtiden indgår i.

Historien om udfaldet fra Fredericia:

Handler om, hvor ulykkeligt det er, når et land ender i en borgerkrig – den værste krig af alle,
Handler om, at der i enhver krig ikke findes nogen sejrherre, men kun tabere, og vi bør derfor altid undgå krigen, og hvis det ikke lykkes, så skal vi sætte alt ind på at stoppe den – hurtigst muligt.
Historien handler også om, at når krigen kommer, så skal vi være bedst muligt forberedt. Jo bedre forberedte og forudseende … jo mindre risiko er der for, at nye krige bryder ud.